
Elmer-klubben blev startet skærtorsdag i 1973 ombord på Samsø-færgen. Medlemmerne
kørte dengang i 2 biler og på 2 motorcykler.... Der gik så lidt tid, hvor vi ikke
gav så meget lyd fra os. Det var først, da vi i efteråret 1975 gav os til at kæmpe
med politi og kommune angående Elmer-træf, at vi blev nødt til at få samlet nogle
flere medlemmer. Man ikke kan få lov til noget uden at være en anerkendt forening
med valgt bestyrelse, kasserer og formand m.m..
Da vi nu kendte flere, der var interesseret i, at der blev en klub mere her i
Holstebro, så organiserede vi en sådan. Ved samme lejlighed blev navnet ændret
til Elmer MC, altså ikke noget med biler. Til gengæld var der 3 landbrugsmaskiner
(BMW), 1 flyttevogn (Gold Wing) samt en hel flok knallerter (Honda).
I starten havde vi ikke noget klubhus, så klubaftnerne om mandagen og onsdagen
forgik hjemme hos nogle af medlemmerne, og det gik også vældig godt. Men i slutningen
af 1976 fik vi endelig klubhuset på Viborgvej – Venligst stillet til rådighed af
kommunen. Vi skulle dog dele med MC Tigers, som var en anden klub fra Holstebro.
Det gik fint med indretningen. Det var et stort lokale, så der blev lavet skillerum,
isoleret og sat nyt loft op. Ligeledes lavede vi vores meget berygtede – men absolut
Danmarks mest smarte - pejs, som var fremstillet af en 200 liters olietønde med ben,
skorsten og åbning selvfølgelig.
Så var vi klar til at holde nytårsfest - og det blev til mange gode fester i huset i årene frem.
I 1977 havde vi store diskussioner om at køre med eller uden vest. Det blev vedtaget
med et knebent flertal på en ekstraordinær generalforsamling i februar, at vi måtte
bruge vest. Ved samme lejlighed afgik vores første formand Kok, som blev afløst af
Peter Nissemand.
Senere blev vesteforbudet indført igen.

Det første Elmer-træf i maj 76 gik over al forventning med ca. 350 deltagere. Men
til træffet i 77 var der ca. 1200 tilmeldte og vi var kun 12 medlemmer til at styre
løjerne!
Der var kedeligt nok en masse ballade, som desværre var almindeligt til mc-træf i
halvfjerdserne. Det førte så til, at Elmer-træf stoppede og først blev genoptaget
i 1993.
Derimod blev klubhuset med tilhørende græsmark rammen om flere vellykkede arrangementer
i mindre målestok:
Træf for udenlandske klubber (og få udvalgte danske klubber), alkoholfri træf i 78,
mini-zielfahrt som startede i november 1980, gammelmands-træf for folk, der har kørt
mc i over 10 år, Skt. Hans-fester og mange andre gode fester. Jo der var liv glade
dage på Viborgvej.
Vi bliver smidt ud af vores klubhus på Viborgvej i 86 og flytter vi ind i et 50 m2
hjørne af en hal ude hos Kok - Det som nu er blevet en del af KOK MC forretning.
I 91 får vi så et nyt klubhus af kommunen. Det lå på Hjermvej, dejligt langt væk
fra naboer. Vi havde nær mistet det, da der gik ild i vores TV og hele 1. salen
fik sod/røg skade. Heldigvis skete det på en klubaften, så det blev opdaget i tide
og brandvæsnet tilkaldt. Vi fik håndværkere på og fik lavet det igen, ret hurtigt
og ganske pænt i øvrigt.
I forbindelse med vores 20 års jubilæum i 1993 blev Elmer-træf genoplivet - efter
10 års pause (For danske klubber var det 16 år). Det var stor en stor succes, og
da vi efterhånden var blevet 47 medlemmer plus påhæng, var det noget lettere at
arrangere. Det gik godt indtil 1999, hvor vi valgte at stoppe træffet igen.
I 98 havde klubben så eksisteret i 25 år og efter et vellykkede træf i maj og en
god sæson i øvrigt, holdt klubben en stor jubilæumsfest i Rønbjeg Feriecenter -
med overnatning og det hele.
Det blev år 2000, oktober måned og endnu en flytning af klubhus, fordi vejen skulle
udvides. Det nye klubhus blev i nordvestenden af Holstebro ved siden af Idrætcenter
Vest på Alstrupvej og efter et efterår og en halv vinter med udmugning, vask, maling,
saven, hamren, skruen og megen aktivitet fra medlemmerne, stod huset endelig klar i
februar 2001. Det blev til et brag af en indflytterfest, hvor der kom mange gæster
fra både nær og fjern.

I år 2006 fik vi endnu en opsigelse af kommunen - Der skulle laves en ny ringvej, som
skulle gå gennem klubhuset. Æv! Vi var efterhånden blevet godt trætte af alt det
flytteri, så vi besluttede at bygge et klubhus selv. Det viste sig at være en større
opgave....
Entreprenøren gik i slutningen af året i betalingsstandsning og byggeriet stol nærmest stille i 4 måneder,
hvorefter vi selv tog helt over. Der er blevet lagt rigtig mange mandetimer i det
nye klubhus, men i maj 2008 stod det endeligt færdigt. Vi er selv - i alt beskedenhed -
mægtig stolte af det.
Gennem årene har medlemmerne kørt til mange træf, både i udlandet som i Danmark og
hentet et anseeligt antal pokaler hjem, som nu står og pynter på hylden i klubhuset.